En kontorpakke med tekstbehandling og regneprogram koster flere hundrede kroner. Billedbehandling kan også nemt have et prisskilt på over 1.000 kroner. Det kan med andre ord hurtigt blive en dyr affære, hvis du skal have gode programmer og værktøjer på computeren – men sådan behøver det ikke være. Der findes nemlig masser af glimrende programmer, som du ikke skal betale for – hverken ved direkte at købe det, eller hvor brugerfladen er overdænget med reklamer og luskede tilbud.

Den gode nyhed er, at du ikke selv behøver at prøve dig frem for at finde de rette programmer. Vi har gjort benarbejdet og fundet en hel stribe gode og ganske gratis pc-værktøjer. Programmerne spænder fra store kontorpakker til små PDF-visere, og de ligger alle i Fordelszonen, hvor du kan hente dem helt uden frygt for at få computeren inficeret med trusler og andet snavs. Der er dog også masser af glimrende værktøjer, der ikke findes som pc-program, men i stedet som hjemmesider eller apps til telefonen. Her har vi selvfølgelig også gjort forarbejdet for at finde frem til en hel stribe uundværlige titler. Du får eksempelvis tips til hjemmesider, hvor du nemt kan tjekke de seneste priser på den nyeste elektronik, og så er der apps, som hjælper med at holde styr på økonomien eller udregne matematiske ligninger på et splitsekund – alt sammen helt og aldeles gratis!

Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.