At indrette et smart hjem er ikke den mest simple opgave i verden. Det er nemlig ikke givet, at de intelligente lamper, robotstøvsugeren og den internetforbundne vaskemaskine kan tale sammen, bare fordi de er intelligente – altså forbundet til nettet og typisk til at styre ved hjælp af en app. Derfor har det ofte været sådan, at du valgte en platform, når du skulle gøre dit hjem smart.

Det kunne fx være Google Home, Apple HomeKit eller Samsung SmartThings, og så blev du mere eller mindre bundet til produkter, der understøtter den pågældende standard. Det var bøvlet for dig som forbruger, men godt for producenterne, der således kunne holde kunderne i deres biks, fordi du kunne risikere, at produkter fra forskellige producenter på papiret ville virke, men i praksis ikke snakker særlig godt sammen.

Men det skal være anderledes nu. Store firmaer som Google, Amazon og Apple er gået sammen om at få alle de elektroniske dimser i moderne smart homes til at forstå hinanden. Det sker ved hjælp af den nye standard Matter, som skal sætte en stopper for forvirringen med forskellige systemer, der ikke kommunikerer indbyrdes.

Google Home eller HomeKit?

I dag har mange Smart Home-produkter deres egne apps, eller også kan de kun kommunikere med én samlende teknologi som Google Home eller Apple HomeKit. Her er planen, at Matter skal virke som en samlende paraply. Matter er med andre ord en standard, der skal få dine Smart Homeenheder til at forstå hinanden. Projektet hed oprindeligt CHIP (Connected Home over IP). Resultatet skulle gerne være, at du fx bare kan købe den smarte belysning, du foretrækker, uden at bekymre dig om, om det nu også kan bruges sammen med den digitale assistent, du har derhjemme.

Der vil ikke være nogen samlende app til Matter, og den får ikke sin egen digitale assistent. I stedet sørger standarden for, at alle dine enheder kan få forbindelse til hinanden via Bluetooth eller Wi-Fi.

Det skal du kigge efter

Hvad angår forbrugerens udbytte af Matter-standarden, kan det deles op i to kategorier: eksisterende udstyr og udstyr, som du vil købe senere hen. Lad os starte med sidstnævnte. Vil du gerne fremtidssikre dine intelligente enheder som fx termostater, kameraer eller en bridge, skal du kigge efter Matter-standarden, når du står i butikken.

Er du i tvivl, så spørg ekspedienten, om det pågældende produkt understøtter Matter. På den måde sikrer du dig, at produktet fungerer med Matter-standarden og derfor vil kunne kobles til langt mere udstyr. Omkring 130 produkter er allerede klar til at bruge Matter, og senest har IKEA lanceret en ny hub, en styringscentral, til det intelligente hjem, Dirigera Smart Hub, der understøtter Matter.

Tjek dit udstyr her

I forhold til eksisterende udstyr er det lidt mere bøvlet. Noget af det vil nemlig blive opdateret, så det kommer til at virke med Matter-standarden. Det gælder fx 2. generation af Google Nest Hub, Nest Audio og Nest Mini, som er intelligente højtalere med Google Assistent. Men også Philips Hue Bridge er blevet opdateret og understøtter dermed Matter, ligesom også Apples HomePod mini og HomePod understøtter den nye standard. Du kan ved hjælp af Google selv undersøge, om dine enheder bliver understøttet af den nye standard.

Og på hjemmesiden herunder kan du altid se, hvilke produkter der understøtter Matter.

www.komputer.dk/matter-devices

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.