Få ting i teknikkens verden er mere frustrerende end gamle fjernsyn, som reagerer langsomt, som hakker i menuerne, og som er udstyret med forældede apps, der – på trods af tv-producenternes store ord og løfter – aldrig bliver opdateret, men blot efterladt i vejkanten og overladt til sig selv.

Lyder det lidt for bekendt? Så er her en god nyhed: Det er relativt billigt, nemt og hurtigt at tage ejerskab over tv’et og aldrig nogensinde beskæftige sig med den bedagede og ulogiske software, som producenterne i sin tid har besluttet at udstyre dit fjernsyn med. I dag findes der nemlig massevis af små bokse, som du kobler til dit fjernsyn, og som indeholder både egen processor og software, så du som bruger kan gå helt uden om fjernsynets oprindelige software.

Et af de klart bedste bud på sådan en boks kommer fra Google og har navnet Chromecast. Den er netop kommet på markedet i en ny version, der er noget anderledes end tidligere versioner af Chromecasten. Fra dem kunne du nemlig kun streame indhold fra din telefon, computer eller tablet. Men i den nye version følger der også en fjernbetjening og et egentligt styresystem med.

Det fungerer på en smart måde, så du kan lade din gamle fjernbetjening blive i skuffen og i stedet betjene såvel tv som Chromecast med den nye og utrolig simple fjernbetjening.

Google leverer varen

Og forskellen er som nat og dag, særligt hvis dit tv har et par år på bagen. Den indbyggede processor i Chromecasten gør, at tv’et reagerer prompte og helt uden forsinkelse, når du bruger fjernbetjeningen. Som en ekstra bonus kan du ved hjælp af Assistentknappen på fjernbetjeningen bruge stemmen til at søge efter indhold.

Du kan fx sige “Find Game of Thrones på HBO” eller “Afspil Leonard Cohen på Spotify”, og så gør tv’et det. Endelig er den grafiske brugerflade også langt bedre end det, de fleste tvproducenter kan præstere. Her bliver du præsenteret for alle dine streamingtjenester på én skærm, og nyheder, der måtte interessere dig, kommer automatisk ud på din startskærm, og det er både nemt og hurtigt at bladre igennem alle de tilbud, der i dag er på streamingtjenesterne. På de kommende sider viser vi dig, hvordan du kommer i gang med Chromecasten.

Inden da er det blot at pakke den ud af kassen, sætte den i et strømstik og et ledigt HDMIstik i dit tv og slutteligt sætte batterier i fjernbetjeningen – så er du klar til at gå i gang.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.