Intet er mere generende end at miste de filer, man har arbejdet på gennem længere tid. Derfor skal der naturligvis tages backup, og dette værktøjsprogram fra Easeus er det bedste gratisprogram til formålet. Ud over filbackup kan programmet bruges til at tage en klon af hele din harddisk.

Din pc kan blive stjålet, der kan gå ild i dit hus, din harddisk kan gå i stykker, eller du kan opdage, at du ved en fejl er kommet til at overskrive en bestemt udgave af et vigtigt dokument. Disse skrækscenarier kan du nemt undgå med en sikkerhedskopi, som vel at mærke er opdateret for nylig. Easeus Todo Backup Free er et uundværligt værktøj for at ruste dig mod disse tilfælde.

OBS: Hvis du oplever problemer med at lave en backup på din eksterne harddisk, kan du prøve at formatere den først. Højreklik i Stifinder på harddisken og klik på Formater. Vælg NTFS under filsystem. Klik herefter på Start. Vær opmærksom på, at dette sletter alt på harddisken.

OBS: Hvis du under gendannelse af din backup får meddelelsen “Linux emergency disk cannot support GPT disk. Please create WinPE emergency disk and try again”, skal du klikke på Create Now og herefter Create. Herefter kan du gendanne fra din backup.

Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.