De forstyrrer arbejdet, de laver rod i rutinerne, og de får computeren til at opføre sig mystisk. Og de er derfor måske det mest irriterende ved at bruge computeren: programmer, som ikke kan lade pc’en være i fred, men installerer uønskede ekstraprogrammer. De laver om i dine standardindstillinger, tilføjer ikoner til Skrivebordet eller installerer browserudvidelser, uden at du har bedt om det.

De fleste programmer er lavet helt efter bogen og kan installeres uden grund til bekymringer. Men næsten alle pc-brugere har oplevet på et eller andet tidspunkt, at et program ikke alene installerer sig selv, men også – tilsyneladende uopfordret – tilføjer et andet program, et ekstraværktøj eller en funktion, som på den ene eller anden måde er til besvær.

Og det gælder især i browseren, hvor uønskede udvidelser kan vende op og ned på din digitale hverdag.

Sniger udvidelser med ind

Som en ekstra gene er de uønskede programmer og værktøjer tilmed ganske ofte svære at komme udenom, fordi du skal være ekstra opmærksom under installationen og for eksempel fjerne nogle af de mange flueben, der skal sættes eller fjernes undervejs. Men hvorfor gør producenterne det? I bund og grund handler det om kroner og ører, og det vil sige et ønske fra producenternes side om en økonomisk ekstragevinst.

Fx ved at lokke dig til at investere i et betalingsprogram, ved at få flere reklameindtægter eller ganske enkelt ved at få et højere antal downloads på deres produkter og dermed fremstå mere populære. Den noget tvivlsomme forretningsmodel bliver ikke kun benyttet af diverse små producenter, som gerne vil vokse sig større. Faktisk ses det hyppigt, når du installerer antivirus-software, at producenterne prøver at smugle ekstraværktøjer med ind på din pc.

Og selv om det i sig selv er et anerkendelsesværdigt formål – nemlig at forstærke sikkerheden yderligere – er det særdeles irriterende, når antivirusprogrammets egen søgemaskine pludselig tager herredømmet over en ellers velfungerende browser.

Få dine indstillinger tilbage

Tit og ofte optræder de uvelkomne ekstra værktøjer nemlig netop i skikkelse af søgemaskiner eller andre udvidelser, som lægger sig i browseren. Især i Microsoft Edge eller Google Chrome, hvor udvidelser er særlig udbredte. Her overtager udvidelserne de indstillinger, du normalt selv har valgt og er vant til at arbejde med, og pludselig er det hele lavet om.

Fx kan Google, som i vores eksempel, blive fjernet som standardsøgemaskine i internetbrowseren Chrome, bare fordi du overså et flueben i installationen af et antivirusprogram, og så er internetsøgningen fuldstændig anderledes. Eller måske vælger et program endda at installere producentens helt egen browser, som overtager rollen som standardbrowser i Windows. Det er selvsagt frustrerende, men du kan relativt nemt få dine indstillinger og programmer tilbage, som du ønsker det.

Du behøver nemlig ikke at bruge mere end et par minutter på at komme af med de forstyrrende ekstraprogrammer og dermed få standardindstillingerne i Chrome, Edge og Windows til at være lige nøjagtig, som de var før, et program lavede om på det hele. Det kræver blot, at du ved, hvordan man gør, og det viser vi på de følgende sider.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.