Kan du huske, dengang man jævnligt måtte gemme en backup af Internet Explorers liste over bogmærker til sine foretrukne hjemmesider? For ikke så længe siden var browsere nemlig konstrueret på den måde, at alle personlige indstillinger, gemte hjemmesideadresser og indtastede adresseoplysninger udelukkende blev gemt lokalt på computerens harddisk, hvilket gjorde dig sårbar overfor at miste alle data, hvis Windows brød sammen eller pc’en gik i stykker.

Adgang til alt overalt

I dag er browsere blevet en hel del smartere, fordi de fleste af dem er i stand til at gemme alle personlige oplysninger på din konto på nettet, så du ikke mister data, hvis din lokale pc eller harddisk bryder sammen. Det giver selvfølgelig en åbenlys fordel i forhold til, at du altid har en sikkerhedskopi af dine data, når de samtidig ligger på din konto på nettet, men login’et har faktisk flere fremragende fordele: Du kan bruge den samme browser på telefonen som på pc’en, og så får du fx adgang til alle dine bogmærker på begge enheder.

Det er praktisk, hvis du eksempelvis har gemt en rutevejledning på pc’en og gerne vil have adgang til den på telefonen. Du kan også bruge de gemte oplysninger mellem flere pc’er, hvis du ejer mere end én computer. Så slipper du for at gemme de samme informationer flere gange og har nem adgang til at finde de samme bogmærker begge steder.

Virker bedst i Edge og Chrome

Det er teknisk muligt at oprette og bruge en konto i de fleste førende browsere, men der er stor forskel på, hvor mange muligheder du får med et browser-login i de forskellige programmer. I Firefox må du således nøjes med at synkronisere dine adgangskoder, mens du i browseren Opera også får mulighed for at dele bogmærker og din historik mellem flere pc’er eller telefoner.

Microsoft står derimod bag Edgebrowseren, og derfor logger du ind i denne browser med din Microsoft-konto, og det giver adgang til både koder, bogmærker, åbne faner, gemte formulardata som adresser og oplysninger om gemte betalingskort. I Chrome-browseren, som søgefirmaet Google står bag, kan du synkronisere lige så mange forskellige slags oplysninger som i Edge, og det hele gemmes på din Google-konto. Dermed får du langt flere muligheder for at synkronisere dine gemte data i browseren med Edge eller Chrome.

I denne artikel viser vi, hvordan du logger ind og synkroniserer alle data i Chrome, og det gør vi, fordi Chrome er installeret på langt de fleste computere og bruges af mange flere mennesker end Edge og de andre browsere. Hvis du foretrækker at bruge Edge, er processen stort set identisk, da Edge og Chrome bygger på den samme underliggende motor.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.