Med Windows på din computer har du adgang til ganske mange indstillinger, der gør det muligt at tilpasse styresystemet på alle ledder og kanter. En del af disse mange indstillinger finder du naturligvis i Kontrolpanel og i den nyere indstillingsmenu, mens andre dukker op lidt tilfældigt, når du åbner forskellige programmer og funktioner i Windows.

Du har dog ikke ubegrænset adgang til at ændre på alle dele af Windows, hvis du blot er en helt almindelig pc-bruger. Kun de dele, som Microsoft synes er væsentlige at ændre på, får du lov at justere. Vil du derimod dykke lidt længere ned i Windows’ udseende og adfærd, må du alliere dig med en computerekspert, som kender registreringsdatabasen i Windows til fingerspidserne.

Nu kan alle få kontrol over pc’en

I registreringsdatabasen, som er en indbygget komponent i Windows, kan man nemlig skrive og indsætte værdier og kommandoer, der ændrer på grundlæggende dele af Windows – hvis man ellers ved, hvad man laver. Det er fx i registreringsdatabasen, at alle programmers indstillinger er registreret, ligesom alt det, du ændrer i Windows, gemmes her, så Windows kan indlæse indstillingerne, næste gang du tænder for computeren.

Der findes dog også en endnu lettere løsning end selv at forsøge sig med at ændre værdierne i registreringsdatabasen – nemlig at anvende et særligt værktøjsprogram, der med sikker hånd ordner alt det besværlige og tekniske for dig, så du kan ændre de ønskede systemindstillinger i Windows ved blot at sætte udvalgte flueben og trække i skydebarer ud for specifikke indstillinger.

Og med programmet Ultimate Windows Tweaker, som vi har lagt i Fordelszonen til dig, får du netop mulighed for at justere på ellers låste dele af Windows. Det er så let, at alle kan være med. Ved at vælge de rette indstillinger i programmet kan du eksempelvis fjerne listen over tidligere åbnede elementer i startmenuen, få vist knapperne Dvale og Slumre, når du lukker pc’en, ændre på ikonstørrelsen på proceslinjen, ændre på Stifinders muligheder og meget, meget mere.

Virker i både Windows 10 og 11

Programmet er netop blevet opdateret til en version, der også virker i det nye Windows 11, så derfor får du nu mulighed for at ændre indstillinger i både Windows 10 og 11 med ét og samme program. Med programmets muligheder til Windows 11 er det fx muligt at flytte startmenuen helt hen til venstre på proceslinjen, ligesom du kan deaktivere den nye højreklikmenu, hvor du først skal vælge “Vis flere indstillinger”, før du ser alle punkterne i højreklikmenuen.

I artiklen her viser vi fire af de dele af Windows, som du kan indstille med programmet, men Ultimate Windows Tweaker kan meget mere end det. Hvis du starter med at oprette et gendannelsespunkt, inden du begynder at indstille noget i programmet, kan du selv frit eksperimentere med de mange indstillinger. Fortryder du senere en indstilling, er det let at komme tilbage til Windows, som det var.

Vælg selv område i Windows

I Ultimate Windows Tweaker er de mange hundrede forskellige indstillinger delt op i kategorier, der gør det nemt at navigere i mulighederne. Indstillinger, der ligger under Customization, handler om Windows’ udseende og adfærd, mens Performance gør det muligt at justere indstillinger, der har med pc’ens ydelse at gøre.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.