Hvis der er noget, vi har lært på Komputer for alles redaktion, er det, at folks problemer med Windows er lige så mangfoldige og forskelligartede, som de computere, vi sidder med. En type problemer, som dog går igen i mange af jeres henvendelser til redaktionens Spørg os-tjeneste, har noget at gøre med at se tingene ordentligt på skærmen.

Her kunne man så fristes til at tro, at et par nye briller altid ville være den rette løsning, men faktisk kan man let opleve problemer med at se tingene klart ved computeren, selv om man er udrustet med et ganske fint syn til livets øvrige gøremål. Der er nemlig nogle andre mekanismer i spil, når man sidder ved computeren. Et helt konkret problem ved at se ved pc’en handler ganske enkelt om at finde musemarkøren.

Det har vi nok alle været udsat for i større eller mindre grad. Hvis markøren fx ligger helt ude i siden af skærmen eller oven i noget andet af samme farve, kan den ofte kun identificeres ved at ryste lidt rundt med musen, til den kommer til syne igen. Her kan en større markør hjælpe.

Hvad står der?

Et andet problem, man kan blive udsat for, har at gøre med at læse tekster på skærmen. Her kan problemet jo skyldes, at teksten simpelthen er for lille, men det kan også have sin rod i manglende kontrast på skærmen. På begge disse punkter ligger Windows inde med værktøjer, som udbedrer fejl og problemer af denne art. Der er også mange af os, som egentlig godt kan læse teksten i Windows, men blot finder den unødigt sløret. Her hedder Windows’ bud på en løsning ClearType. Det er en teknologi, der sikrer, at skrifttyper står så skarpt på skærmen som muligt. For at bruge dette værktøj skal du selv i sving og vælge blandt tekstprøver, som virker mest skarpe for dig.

Microsoft kender i det hele taget meget til de problemer, vi kan få med at se vinduer, tekst og grafik i Windows. Faktisk i en sådan grad, at de har dedikeret en hel sektion af Windows’ indstillinger til formålet: “Øget tilgængelighed” eller blot “Tilgængelighed”. Denne artikel tager udgangspunkt i de mange fine værktøjer, som tilbydes i denne del af Windows, og vi gennemgår dem på de følgende sider.

Få læst alt på skærmen højt

Windows’ værktøjer kan være en hjælp for de fleste – også mennesker med helt normalt syn. Det gælder dog ikke den mest vidtgående løsning til at gøre Windows lettere at bruge, den såkaldte Oplæser. Oplæseren bruger pc’ens højtalere (eller høretelefoner) til at fortælle dig, hvad der står på skærmen, når du fører musen hen over teksten.

Det er et værktøj, som du sandsynligvis kun vil bruge, hvis det står meget galt til med synet, da det godt kan være lidt anstrengende at lytte til oplæseren i længden. Men det er rart at vide, at muligheden findes.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.