I 2015 kom Windows 10 til verden, og med det fulgte en konstant udvikling af styresystemet hvert halve år, hvor store og små opdateringer bragte nye funktioner ind i Windows. Den måde at eje Windows på har vi vænnet os til gennem de seneste fem-seks år, og de fleste af os havde nok også forestillet os, at det skulle fortsætte sådan fremover.

Alle kan få Windows 11

Derfor var det overraskende, da Microsoft i sommeren 2021 pludselig annoncerede, at Windows 10 ville blive afløst af en Windows 11. Godt nok fortsætter Windows 10 med opdateringer helt frem til 2025, men de fleste, der køber ny pc i disse år, vil få en computer, der er født med Windows 11.

Derudover vil en del af de computere, som er solgt i årene op til 2021, være stærke nok til at modtage Windows 11 som en opdatering i Windows 10. Det betyder, at der løbende vil være en voksende migrering mod Windows 11. Tidligere i Windows-historien måtte man have tegnebogen op af lommen, når Microsoft lancerede en ny udgave af styresystemet, men det ændrede sig med Windows 10 og gælder fortsat for Windows 11. Den nye udgave af Windows kan du således få gratis, hvis din pc i forvejen er udstyret med Windows 10, og måske har du derfor allerede fået Windows 11 på din pc.

Der er dog den udfordring, at Windows 11 stiller større krav til hardwaren, og derfor vil mange pc’er umiddelbart ikke kunne installere systemet. Hvis din computer derimod lever op til kravene, kan du kvit og frit hente Windows 11 via Windows Update i indstillingerne inde i Windows 10.

Windows som du kender det

Den grundlæggende systemkerne i Windows 11 er identisk med den i Windows 10, og derfor vil du opleve, at langt de fleste programmer, som virker i Windows 10, også virker i Windows 11. Der er dog ændret en del på udseendet af den nye Windows-udgave, og det ser du straks, du kommer ind til Skrivebordet første gang.

Proceslinjens ikoner og startmenuen er nu centreret i midten af skærmen i stedet for at ligge i venstre side, hvor de ellers har ligget siden 1995. Der er også tilført nye ikoner, og alle vinduer har fået afrundede hjørner. Selv om meget er lavet om, fungerer Windows 11 grundlæggende, som du kender det fra Windows 10. Og du vil derfor nemt kunne komme i gang med Windows 11.

I denne serie kigger vi nærmere på alle de interessante dele af Windows 11, og du kan afsnit for afsnit lære, hvordan du udfører de vigtigste pc-opgaver i denne nye version af verdens mest udbredte styresystem.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.