Filhåndteringsværktøjet Stifinder har spillet en central rolle i Windows siden pc’ens barndom. På langt de fleste computere er Stifinder det oftest anvendte program, hvis ikke det mest anvendte overhovedet. Det er nærmest umuligt at komme gennem en dag ved pc’en uden at have brugt Stifinder, for hvis ikke det var for dette værktøj, ville det være umuligt at navigere rundt i filer og mapper på pc’en.

Men én ting har altid manglet i filhåndteringsværktøjet: muligheden for at arbejde med faner. Ideen om at dele Stifinders vinduer op i faner har været fremme i årevis, og indtil nu har løsningen været at benytte sig af tredjepartsprogrammer, som enten tilføjede fane-funktionen til Stifinder eller udgjorde et helt nyt filhåndteringsværktøj til Windows. Men det er ikke længere nødvendigt, for nu er rigtige faneblade, som vi fx kender fra browsere, omsider at finde i Stifinder.

Nemmere at flytte filer

Microsoft har med den seneste systemopdatering tilføjet de savnede faner til Stifinder i Windows 11. Det betyder, at det bliver nemmere at kopiere og flytte filer på computeren, hvilket især er nyttigt, hvis du har gang i et større arbejde på pc’en. Ved at arbejde med faner slipper du for at fylde Skrivebordet op med flere forskellige åbne Stifinder-vinduer, når filer og mapper skal flyttes.

I stedet er det hele samlet i ét Stifinder- vindue, hvor du hurtigt kan skifte mellem faner, præcis som du kan i browsere som fx Google Chrome. Skal en fil flyttes over i en anden mappe, behøver du nu blot klikke på filen, holde museknappen nede og trække filen over i en af de åbnede faner. Faner i Stifinder er derfor en kærkommen tilføjelse til Windows 11, og du kan udrette meget med den nye funktion. Alligevel er der enkelte muligheder, vi stadig savner.

Det kan du nu

  • Bruge tastaturgenveje: Ligesom i browseren kan faner åbnes og lukkes med tastaturgenvejene Ctrl + T og Ctrl + W. Du kan også skifte mellem faner med tastaturgenvejen Ctrl-tasten + tabulatorknappen Tab. Det kræver lidt tilvænning at bruge tastaturgenvejene, men det gør arbejdet i Stifinder nemmere og hurtigere.

  • Trække filer mellem faner: Du kan nemt flytte en fil over i en ny fane ved at klikke på filen, holde museknappen nede og trække filen over i en anden fane. Trække mapper mellem faner: Mapper kan også nemt trækkes mellem åbnede faner på samme måde som filer.

  • Rykke rundt på fanerne: Ved at klikke på en fane og holde museknappen nede kan du rykke rundt på placeringen af fanerne i bjælken med faner.

  • Åbne mapper i en ny fane: Du kan åbne en mappe som en ny fane ved at højreklikke på mappen og vælge “Åbn på ny fane”.

Det kan du ikke endnu:

  • Flytte faner mellem vinduer: Du kan ikke flytte en fane fra et Stifinder- vindue til et andet.

  • Gemme fanerne til næste gang: Det er ikke muligt at gemme fanerne, så de automatisk er åbner igen, næste gang du åbner Stifinder- vinduet. Fanerne skal du selv åbne manuelt.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.