Som læser af Komputer for alle behøver vi formentlig ikke at fortælle dig, at vi er glade for programmer til pc’en. Nogle hjælper med at løse diverse opgaver, nogle optimerer computeren eller beskytter mod virus, og nogle programmer er ganske enkelt bare underholdende.

Der er dog også en bagside af medaljen, for programmerne fylder en del på harddisken. Og er du flittig bruger af din computer, har du muligvis selv været igennem en hel del programmer i årenes løb. Programmer, der muligvis er gået i glemmebogen, og som nu kun ligger og optager dyrebar lagerplads. Der kan være mange gigabyte at spare ved at rydde ud i programmerne på pc’en, men det er ikke altid lige nemt at slette dem. I hvert fald ikke, hvis du bruger Windows’ indbyggede værktøj til at rydde op.

Her skal du klikke på ét program ad gangen og køre hvert programs afinstallationsguide, før det bliver afinstalleret. Og når det er fjernet, er det slet ikke sikkert, at hele programmet er væk fra pc’en, for ofte vil der nemlig være efterladt små filrester fra programmet på computeren.

Men med programmet Uinstalr sikrer du dig, at alle filer bliver slettet fuldstændigt, og du kan desuden fjerne flere programmer fra pc’en på én gang uden at løfte en ekstra finger.

Slet flere programmer samtidig

Uninstalr er først og fremmest et glimrende værktøj til at fjerne programmer fuldstændigt fra computeren, inklusiv de tilhørende filrester. Men som noget ekstra smart kan Uninstalr også afinstallere flere programmer med alle rester af data på samme tid, og det er ganske let at gøre.

Når du åbner Uninstalr, bruger programmet et minuts tid på at scanne pc’en for alle installerede programmer og værktøjer. Derefter kan du se, hvor meget programmerne fylder, og du bliver præsenteret for en stor oversigt med alt installeret software på computeren. Det hele vises i alfabetisk rækkefølge, så det er nemt at finde det program, der skal slettes. Du skal blot vælge de programmer, der skal væk, og klikke på to knapper i Uninstalr. Programmet går i gang med at køre afinstallationsværktøjerne til hvert program, og efter en genstart af Windows er de valge programmer og de tilhørende filrester fjernet fra pc’en. Uninstalr henter du gratis på vores hjemmeside, og det kræver ingen registrering, før det kan tages i brug.

Programmet skal bare installeres, og så er du klar til at rydde hurtigt ud i de mange programmer, der samler støv på computeren.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.