Det har aldrig været lettere at holde kontakten med familie og venner, end det er i dag. Der findes et hav af chattjenester som fx Messenger, Skype og WhatsApp, der gør det muligt at få fat på alle og enhver, så længe I bare har hinandens kontaktoplysninger. Beskedtjenesterne sørger ganske enkelt for, at vi nemt kan holde vores relationer ved lige.

Og vi er mange, der er dybt afhængige af tjenesterne, så vi kan komme i kontakt med vores kontakter med det samme og drøfte alt fra weekendplaner og storpolitik til hverdagens arbejdsopgaver. Nogle chatsamtaler er af mere privat karakter end andre – og det er nærliggende at tro, at en samtale i fx Facebooks beskedtjeneste, Messenger, er privat, så indholdet forbliver mellem dig og modtageren. I virkeligheden er sagen dog en helt anden: I princippet kan mange flere faktisk følge med i dine private samtaler. Det er måske ikke så overraskende, at selve den tjeneste, du anvender, kan kigge med – men det kan internetudbyderen hos både dig og modtageren af beskederne faktisk også.

Og hvis du er rigtig uheldig, kan en hacker også følge med i de private samtaler. Løsningen er at kryptere samtalerne og på den måde sikre, at det kun er jer, der fører samtalen, som kan følge med – og det er lige præcis det, som beskedtjenesten Signal gør.

Den sikreste kommunikation

Signal krypterer al data. Det betyder, at beskederne bliver fuldstændig ulæselige for alle andre end afsender og modtager. Chatsamtalernes indhold bliver nemlig skjult bag matematiske formler og koder, hvilket – groft sagt – svarer til, at du sender post i en forseglet kuvert fremfor blot at sende et løst postkort, som alle, der håndterer det undervejs, kan læse. Signal, der både findes som app til iPhone og Android og som program til pc’en, læser heller ikke selv med.

Udviklerne bag tjenesten indsamler kun data om, hvornår app’en sidst blev anvendt, og hvornår du brugte den første gang. Hvis du vil være ekstra sikker på, at der ikke bliver snaget i samtalerne, kan Signal indstilles til at slette afsendte beskeder automatisk. Det er fx muligt at få programmet til at slette alle afsendte beskeder i en samtale efter 30 sekunder eller en uge. Du kan selv indstille helt præcist, hvor længe beskederne er synlige.

Til pc og smartphone

Signal kræver heller ikke, at du forbinder dine sociale medier eller din Google-konto med app’en, som det ofte er tilfældet hos lignende tjenester. I stedet skal du blot bekræfte dit telefonnummer, hvorefter Signal sender en sms med en kode til oprettelse. Tjenesten er gratis, og du kan hente mobiludgaven i Googles og Apples appbutikker, mens programmet til din pc ligger klar i Fordelszonen. Signal kommunikerer gnidningsfrit på tværs af pc og telefon, hvis du bare synkroniserer mobilversionen med programmet til pc’en.

Det gør det let at kommunikere skriftligt via beskedtjenesten. Som tilfældet er med de fleste andre moderne chattjenester, kan du også oprette gruppesamtaler i Signal. Det kræver bare, at du har telefonnumrene på alle de personer, der skal deltage i chatten. Også i gruppesamtaler er det muligt at indstille Signal til at slette samtalens beskeder efter et tidsrum, I selv vælger. På den måde kan du og kolleger trygt kommunikere om fx forretningshemmeligheder, eller du kan planlægge din vens surpriseparty i al hemmelighed.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.