Det har aldrig været lettere at tage et billede, for alle moderne smartphones er udstyret med mindst ét potent kamera. Kameraet kan aktiveres på få sekunder, og med et enkelt tryk kan du tage et foto. Efterfølgende kan du lige så nemt uploade billedet til en lagringstjeneste i skyen, direkte fra telefonen.

Det er som udgangspunkt smart og helt uskyldigt, men det billede, der bliver uploadet til eksempelvis Google Fotos, indeholder også personlige oplysninger, som fremmede kan udnytte. Forestil dig fx, at du vil købe en brugt guitar på Den Blå Avis. Umiddelbart ser guitaren fin ud, men du beder alligevel sælgeren om et par ekstra fotos af guitaren, da du skal have den sendt med posten. Billederne modtager du som et link til et Google Fotos-album.

Ved første øjekast viser billederne bare en guitar med en hvid væg som baggrund. De er ledsaget af en tekst, der beskriver guitarens stand, men derudover giver sælgeren dig ingen oplysninger. Alligevel kan du efter få minutter vide, nøjagtig hvordan hvert foto blev taget, hvornår det blev taget, og ikke mindst hvor i verden fotograf og guitar befandt sig, da fotoet blev taget.

Skjulte oplysninger sladrer

I virkeligheden gemmer der sig nemlig meget mere, end øjet umiddelbart ser, i digitale fotos. Hvis du downloader de tilsendte billeder, der bare forestiller en brugt guitar, kan du på kort tid finde frem til potentielt personfølsomme oplysninger om sælgeren. Det eneste, du skal bruge, er en pc og en internetforbindelse, og så kan du fx opdage, at guitaren blev fotograferet af et kamera på en Samsung Galaxy S21 5G-telefon den 17. juli 2021 klokken 13:16 på en specifik adresse i den lille landsby Tikøb i Nordsjælland.

Et simpelt foto af en guitar kan således afsløre, hvor en fremmed person bor henne. Sladrehanken er fotoets metadata – også kaldet EXIF-data. Hvert digitalt foto har nemlig en tilhørende liste over data, der viser en række detaljerede informationer om billedet. Primært viser datasættet, hvilken type af kamera og hvilke kameraindstillinger der er blevet brugt, da fotografen tog billedet.

Det kan fx være oplysninger om et fotos dimensioner målt i megapixels, om der er blevet brugt blitz, hvor meget der er zoomet ind, eller hvor højt der er skruet op for lysstyrken. For nogle af os betyder det ikke noget, at oplysninger om kameraet og dets indstillinger er tilgængelige for andre. Men fotoets dataliste har også punkter, der angiver, hvor og hvornår billedet er blevet taget, og det kan straks være mere privat.

For hvis andre mennesker får fingrene i dine billeder, kan de uden problemer finde ud af, hvor du har været, og hvornår du har været der.

Fjern de skjulte oplysninger

EXIF-data er praktiske, da oplysningerne gør det let at sortere i fotos, men de skjulte oplysninger er også problematiske for privatlivet. Facebook, LinkedIn og lignende sociale medier fjerner derfor automatisk oplysninger i fotos, der lægges ud på deres platforme, men deler du fx en mappe med et fotoalbum med andre, er sagen en anden. Har du ikke selv fjernet informationerne fra dine fotos, er det muligt for alle, du har delt billederne med, at få adgang til hvert fotos EXIFdata og dermed dine private oplysninger. Vedkommende skal bare downloade billederne, og ved hjælp af et par efterfølgende Google-søgninger og indtastninger i et koordinatsystem kan det ses, hvor du har været henne.

Det kan derfor være en god idé at rydde ud i de skjulte oplysninger, før du deler et billede. Med programmet Ascomp Photo Anonymizer kan du fjerne samtlige oplysninger fra et foto eller fra et helt album og dermed forblive privat, selv om du deler billedet på internettet. Programmet er gratis og ligger klar til dig i Fordelszonen. Du skal blot hente og installere Ascomp Photo Anonymizer og efterfølgende registrere dig. Så kan du på få minutter fjerne et fotos EXIF-data, så det kun er dig, der ved, hvor og hvornår du har taget et foto.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.