En forårsdag sidste år lød der pludselig en høj, hvinende lyd i lokalet. Larmen mindede om en sløv kniv, der trækkes ned ad et spejl, og jeg kunne ikke umiddelbart identificere, hvor den kom fra. Indtil jeg nærmede mig min bærbare pc fra producenten HP, og i det samme kunne se teksten ”Windows lukkes ned” på skærmen.

Blæseren var stendød

Efter et par sekunder forsvandt lyden og skærmen blev sort. Men fordi jeg stadig ikke havde begrebet, hvad årsagen til lyden var, tændte jeg computeren igen, og her kunne jeg tydeligt høre, at der var tale om en høj mekanisk hvine-lyd fra computerens indre. Efter et stykke tid lukkede Windows igen ned og lyden stoppede. Jeg fjernede batteriet fra min pc og skruede de otte skruer ud, som holdt bagpladen fast. Inde i pc’en var bundkortet udstyret med to større blæsere, der via en forgrening var forbundet med køleribberne til computerens processor og hukommelse.

Da jeg forsøgte at dreje blæserne rundt med en finger, kunne jeg straks konstatere, at den ene blæser sad uhjælpeligt fast. Det viste sig at være et defekt kugleleje i den ene blæser, som havde udsendt den skærende lyd – og pc’en havde selv lukket ned, fordi komponenterne var blevet overophedede.

Fang problemerne i tide

Du kan selv gøre noget for at forebygge en hel række af problemer med din pc, som opstår, hvis den ikke er tilstrækkeligt nedkølet. Det kan nemlig føre til, at din pc bliver ustabil, at ydelsen sættes ned eller at komponenterne overopheder og lever i kortere tid. Det vigtigste er at sørge for, at pc’ens ventilationsåbninger ikke er stoppet til med støv. Hvis pc’en er nogle år gammel, kan det også være nødvendigt at fjerne siden af kabinettet eller bagpladen på din bærbare pc for at komme ind til blæserne, så du kan rengøre dem. Her vil du i de fleste tilfælde opdage mere eller mindre fastsiddende støv, som alt andet lige nedsætter blæsernes effektivitet.

Du bør også være opmærksom på, om pc’ens blæsere er begyndt at afgive mere lyd eller støj end normalt, da det kan være et tegn på, at de ikke kan bevæge sig ubesværet rundt. Jeg var desværre selv for sent ude i forhold til at tjekke min computers kølesituation, og der var ikke nogen anden kur end at købe et sæt nye blæsere fra HP, som passede i min pc. Det er ikke til at sige, om jeg kunne have undgået den udgift ved at have tjekket op på blæserne og fjernet støv, men det har nok ikke hjulpet på problemet, at blæserne støvede godt og grundigt til igennem en årrække.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.