Symptomerne på alderdom hos en pc er velkendte for de fleste, der har ejet flere computere gennem årene: Opstarten af Windows tager til i tid, brugen af flere programmer på samme tid får computeren til at gå i stå, og Windows tager sig betænkningstid ved ellers simple opgaver, fordi harddisken arbejder på det yderste.

Komponenterne bliver forældede

Når disse symptomer begynder at optræde hos pc-patienten, er det første genoplivningsforsøg ofte at nulstille Windows eller bruge Windows-funktionen Systemgendannelse til at bringe systemet tilbage til en bedre fungerende tilstand. Desværre er behandlingen oftest kun symptombehandling, og snart vil du opleve nøjagtig de samme skavanker igen.

Problemerne for din computer opstår nemlig, fordi Windows og de installerede programmer bliver tungere og kræver mere af den hardware, der sidder i din pc. Derfor vil de samme problemer i mange tilfælde opstå igen og igen, hvis du ikke får skiftet de mest forældede komponenter. Mange pc-ejere tyer så til den ultimative løsning: en komplet udskiftning af pc’en til 5.000-10.000 kroner.

Løsningen er naturligvis den mest effektive, men den er ikke miljøvenlig, og omkostningerne er heller ikke proportionale med de problemer, du oplever med computeren. I stedet for en komplet udskiftning af hele pc’en kan du nemlig ofte nøjes med at opgradere de enkelte komponenter, som har størst betydning for din pc’s hastighed og Windows’ ydelse. Det kan sjældent betale sig at opgradere pc’ens processor og bundkort, så hvis din computer er fx 10 år gammel, kan det godt være, at du alligevel skal overveje en ny maskine – især hvis du ønsker at skifte til Windows 11.

Stationær pc har flere muligheder

Der er stor forskel på, hvad du kan opgradere på en bærbar kontra en stationær pc. De dele, som er afgørende for computerens hastighed – hukommelse, SSD-drev og netværkskort – kan du dog fint skifte på begge typer pc’er, og det er lige netop disse dele, der har størst betydning for, at din computer er langsom at arbejde ved. På en stationær pc kan du derudover fx nemt skifte grafikkortet, hvis du synes, billed- og videobehandlingen er lige sløv nok, mens du på en bærbar pc må nøjes med den grafikløsning, som pc’en var født med, da du hentede den i butikken.

Nem opgradering via USB-porten

Enkelte dele kan faktisk også opgraderes direkte via computerens USBport. Det er den absolut nemmeste mulighed, der virker glimrende på både stationær og bærbar pc, og som fx gør det muligt at opdatere pc’ens netværkskort og indbyggede mængde lagerplads og forøge det antal porte, som sidder i siden af din pc.

På de næste sider kan du læse om syv effektive opdateringer, der får din pc til at leve fint i en årrække mere.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.