Det er 1992. En mand sidder ved sin pc og skriver et Word-dokument. Pc’en er ikke på nettet ... af den gode grund, at internettet endnu ikke er opfundet. Ordene i Word-dokumentet er mandens egne. Ingen andre kender til det dokument, han skriver på. I hvert fald ikke før han ligefrem viser sin skærm til nogen eller printer teksten ud.

30 år er gået, og verden er en helt, helt anden. Vi har langsomt vænnet os til det: Intet på pc’en er helt vores eget længere. Siden internettets indtog bliver alle former for oplysninger sendt på kryds og tværs mellem computere. Manden med Word-dokumentet kan nu på et sekund vise dokumentet til sin ven på den anden side af kloden. Ny teknologi har gjort det muligt.

De fleste af os kan blive enige om, at det er en enorm forbedring. Tingene er blevet enklere, arbejdsbyrden er lettet, og nye muligheder for kommunikation dukker op hvert år.

Den usynlige kommunikation

Der er dog en skyggeside. For én ting er bevidst kommunikation på nettet mellem venner. Noget andet er den stille kommunikation i baggrunden. Altså de små datapakker, der sendes til og fra din computer, uden at du er bevidst om det. Det er på mange måder noget, der er krøbet ind under huden på os. I browseren er du måske nok bevidst om, at der er nogen, der kigger med fra sidelinjen.

Vi kender til cookies, der fortæller annoncører, hvilke hjemmesider vi har besøgt tidligere, så de kan indrette annoncerne efter vores intereser. Vi ved, at Google læser med, når vi bruger Gmail. Vi ved også, at Facebook benytter vores personlige data i stor stil. Det manglende privatliv er ofte synligt, når vi bevæger os på nettet.

Hvad giver du Windows lov til?

Men hvordan står det egentlig til i Windows? Det er vel ikke en del af internettet? Jo, det er det netop. For vores aktiviteter på vores egen pc og i vores eget Windows er lige så meget genstand for “nysgerrighed” som vores vaner på nettet.

Det gælder stort set alle hjørner af systemet. Microsoft ved fx, hvilken harddisk du har. Firmaet kender navnet på dit netværk og ved, hvilke programmer du senest har haft i brug. Oplysningerne om disse ting – og meget, meget mere – sendes til Microsoft hele tiden og i et omfang, de færreste af os tænker over. Hvis du ikke har været opmærksom, har du selv gi vet tilladelse til Microsofts indsamling af data, dengang du installerede dit styresystem.

Nu forestiller du dig måske et kæmpekontor, hvor Microsoft-ansatte følger med i, at “Jørgensen” nu igen har spillet syvkabale på sin pc. Sådan er det heldigvis ikke. Oplysninger, der sendes fra din pc til Microsoft, er anonymiseret og har i overvejende grad til formål at gøre Microsoft bedre til at gøre Windows bedre – og at forbedre sikkerheden på din computer. Det er dog ikke alle de ting, der gør Microsoft glade, som også gør dit liv bedre. Du skal træffe beslutninger om, hvad du ønsker at dele med Microsoft. Et godt eksempel på en interessekonflikt mellem dig og Microsoft er fx det såkaldte Annonce-id, som tillader Microsoft at målrette annoncer mod dig baseret på de ting, du har foretaget dig i Windows og med programmerne.

Det er langtfra sikkert, du ønsker, at oplysninger om dine interesser skal ligge på Microsofts servere, hvor fx et hackerangreb kan give de forkerte mennesker adgang til dem. Microsofts telemetri kan godt blive for meget.

Microsoft lader dig bestemme

Microsoft er bevidst om, at de færreste af os ønsker at sende alle vores computeraktiviteter i hænderne på giganten. I Windows kan du derfor slå de forskellige dataindsamlinger fra, hvis du ikke ønsker, at fx dine indtastninger i apps ryger til Microsoft. Indstillingerne er imidlertid spredt ud over hele systemet, og det kan være svært at skaffe sig et samlet overblik.

Her kommer værktøjet WPD fra Fordelszonen dig til undsætning: Alle indstillingerne er samlet i et vindue, og det er let at slå de enkelte punkter til eller fra.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.