Står du over for at skulle købe en ny computer, tænker du måske, at det bliver en bekostelig affære, hvis pc’en skal kunne køre bare nogenlunde acceptabelt og også kunne holde i længere tid end et år eller to. Det behøver dog slet ikke at være tilfældet, for det er faktisk muligt at få fingrene i en ny, ubrugt og potent pc uden at lide lommesmerter.

Der findes ganske brugbare computere til under 4.000 kroner, som tilmed har Microsofts nye styresystem, Windows 11, installeret. Nye computere til under 4.000 kroner er måske ikke udstyret med de allernyeste, avancerede teknologier, og de er heller ikke egnede til langvarige spille-sessioner eller kompliceret videoredigering. Men hvis du er på udkig efter en ny Windows 11-pc til at klare kontorarbejde, billedredigering og dagligdagens andre opgaver, behøver du ikke at investere mere i en maskine.

Indmaden i computere – især den altafgørende processor – bliver hastigt videreudviklet, og det betyder også, at computere i den prismæssigt lave ende bliver bedre og bedre. Det gælder både bærbare og stationære computere, men hvis du vil bruge det nye og forbedrede Windows 11 fremfor det aldrende Windows 10, er der bedre chancer for at finde en billig bærbar end en stationær pc.

Windows 11 i prisvenlig pc

Windows 11 fik en lettere kaotisk start på tilværelsen, og det er stadig langtfra alle computere, der kan køre Microsofts nye styresystem. Det er en skam, for Windows 11 er faktisk et glimrende operativsystem og en markant forbedring fra Windows 10. I sjældne tilfælde kan computerens komponenter opgraderes til at kunne køre Windows 11, men ofte er det ikke muligt, og så er du nødt til at gå på indkøb og investere i en ny pc.

Hvis du vælger en pc i den billige ende, det vil sige omkring de 4.000 kroner, går du typisk på kompromis med grafikkortets ydeevne og med computerens interne lagerplads. Et moderne grafikkort kan dog ofte undværes, hvis du ikke har planer om at spille de nyeste computerspil, og den manglende interne lagerplads kan let erstattes af en ekstern harddisk eller i en snæver vending af en USB-nøgle. I 4.000-kronersklassen vil du oftest finde pc’er med 4 eller 8 GB ram, og det er stadig nok til både at køre Windows 11 og klare basale opgaver som tekstbehandling, billedredigering og regneark.

Her er det dog på sin plads at bemærke, at det ikke kun er computerens ydeevne, du skal være opmærksom på. For årsagen til en lav pris kan og så være andre ting, som eksempelvis et dårligt tastatur eller et batteri, der lynhurtigt bliver drænet.

Tjek fysiske mangler

Er du på jagt efter en billig pc, skal du således ikke kun sikre dig, at den indre hardware er godkendt. Visse billige computere har nemlig betragtelige fysiske mangler, som ikke påvirker pc’ens præstation, men som kan være til gene for brugeren. Det gælder især bærbare computere, hvor skærmen kan vise sig at være decideret ringe, eller hvor tastaturet kan være for skrøbeligt.

Desuden kan det være til stor irritation, hvis der fx ikke er nok indgange i maskinen til helt almindeligt eksternt udstyr som en mus, en USB-nøgle og et par høretelefoner. Det gør jo oplevelsen med pc’en væsentlig bedre at kunne tilslutte det nødvendige udstyr, men det behøver ikke at være altafgørende for dit køb af en billig og ellers ganske udmærket Windows 11- pc. Problemet kan dog nemt løses med en USB-hub, som indeholder flere indgange, men kun optager én USB-indgang i computeren.

Kend dine behov

Hvilken pc der er den rigtige for dig, afhænger af dine behov, og hvad du skal bruge pc’en til. Skal du primært skrive mange tekster, skal du naturligvis ikke vælge pc’en med det dårlige tastatur. Omvendt er tastaturet knap så vigtigt, hvis formålet er at arbejde meget med billeder. Til gengæld skal skærmen så være i orden. Der findes også billige pc’er, som er små, lette og nemme at have med på farten, men som har en beskeden ydeevne.

Det er næppe den rigtige computer, hvis du fx har planer om at redigere fotos på hjemmekontoret. Det er altså vigtigt at afklare, hvad pc’en skal bruges til, så du ender med at gøre det bedste køb.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.