Da TDC i efteråret 2020 tændte for det nye 5G-netværk i dele af Danmark, var det ikke kun godt nyt for mobilentusiaster, virksomheder og teleindustrien. Det lovede nemlig også nye tider for alle danske hjem, der nu har fået endnu et alternativ, når hjemmet skal udstyres med en internetforbindelse. Mange steder i Danmark er der ikke adgang til fiberforbindelser, internet via kabel-tv eller lynhurtige ADSL-forbindelser, og så er der med 5G-netværkets udbredelse kommet en ny mulighed for alligevel at få en fungerende netforbindelse i hjemmet. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for endnu er 5G kun i sit tidligste stadie. Teknologien kræver nemlig adskillige frekvenser for at yde sit bedste, og i øjeblikket er kun 5G på 700-MHz- og forsøgsvist på 3,5-GHzbåndet åbnet. Senere skal der holdes auktion på det såkaldte Frekvensområde 2 – 24 og 39 GHz – og først herefter vil man kunne opnå de højeste hastigheder via 5G-forbindelsen. Allerede i dag er det dog muligt at få en hastighed, som kan konkurrere med de hurtige forbindelser via kabeltv og ADSL. Flere internetudbydere tilbyder allerede nu pakker, hvor du tegner et mobilt abonnement, får et simkort til 5G og låner en 5G-router. Dermed er du helt uafhængig af fysiske forbindelser ind i huset og behøver blot at have dækning fra en telemast. Men hvordan virker sådan en 5G-forbindelse så som hjemmets primære internetforbindelse? Det satte vi os for at undersøge.

Sådan testede vi internet via 5G

Vi bestilte et mobilabonnement med 5G hos YouSee, da de bruger TDC’s mobilnetværk, som i øjeblikket er det mest udbredte med 5G i Danmark. Prisen er 299 kroner om måneden for abonnementet med ”fri data”, hvis man selv ejer en 5G-router. Skal du have et abonnement, hvor du også låner en 5G-router af YouSee, koster det 349 kroner om måneden. Med posten får du et simkort, som du måske kender fra din mobiltelefon – men i stedet for at kortet monteres i telefonen, skal det nu ind i en router, så det kan levere internet i hjemmet via trådløst netværk. Resultatet skulle gerne være, at vi får samme oplevelse med 5G-internettet, som vi er vant til med helt almindeligt kablet internet – hvis da ikke endnu bedre. Derfor har jeg brugt den nye internetforbindelse, præcis som jeg normalt bruger min eksisterende forbindelse, og har været særlig opmærksom på hastigheden og eventuelle forsinkelser, som forstyrrer oplevelsen på internettet. Den såkaldte ping-tid – altså forsinkelsen, fra du klikker på noget, til du ser indhold på skærmen – har nemlig ofte været et problem med tidligere mobile internetforbindelser. På de følgende sider kan du selv følge mine oplevelser – fra jeg satte simkortet i routeren, og til jeg brugte netforbindelsen til de ting, jeg normalt laver på nettet. Så kan du få en fornemmelse af, om en 5G-internetforbindelse kunne være noget for dig.

Sådan var det at bruge 5G

5G er stadig i sit tidligste stadie og byder derfor hverken på svimlende hastigheder eller dækning. Men i min test fungerede det ganske udmærket som alternativ til en traditionel internetforbindelse derhjemme. Hvis man forventer alt det, som teleselskaberne skriver om 5G, når man tegner et 5G-abonnement i dag, bliver man skuffet. 5G er stadig så ungt, at dækkeevnen og hastigheden endnu er beskedne. Der er først her i marts 2021 holdt auktion på den anden 5Gfrekvens, som øger hastigheden, og datoen for auktionen over de sidste frekvenser er endnu ikke fastlagt.

Hastigheden svinger meget

I mit brug af 5G-netværket som almindelig internetforbindelse oplevede jeg meget svingende hastigheder – fra 4-5 Mbit i sekundet og op til cirka 100 Mbit – og det var mere eller mindre vilkårligt, hvornår jeg havde adgang til den højeste hastighed. Her er det værd at bemærke, at det faktisk er hastigheder, du også kan opnå med det eksisterende 4G-netværk.

Forsinkelser i kommunikationen

Jeg er vant til, at mit internet bliver leveret via kabel-tv-kablerne, og her er min hastighed altid den samme – uanset hvor mange andre der p.t. er på nettet hos min udbyder. Sådan er det ikke med 5G, og selv om kapaciteten er højere end på 4G-nettet, har det stadig betydning, hvor mange andre der er forbundet til den samme telemast, som du er. Derfor kan du opleve, at hastigheden er højere sent om aftenen og om natten, hvor få er på nettet. På tjenesten Speedtest.net lavede jeg løbende målinger af hastighed og såkaldte ping-tider – altså den forsinkelse, du oplever, fra du klikker på et link på en hjemmeside, til du føres hen til siden. Jo lavere ping-tid, desto bedre. Ping-tiden lå som regel på 21-25 millisekunder ved 5G-forbindelsen, mens den på min kabelforbundne internetforbindelse er 7-9. Det var ikke noget, jeg oplevede som generende ved mit almindelige internetbrug, men det kan have afgørende betydning, hvis du fx har børn, som gerne vil spille via nettet og har brug for lynhurtige reaktionstider i spillene.

Placeringen har stor betydning

Jeg testede 5G-nettet med en mobil bredbåndsrouter, så det var nemt at flytte routeren rundt og afprøve forskellige placeringer i hjemmet. Det kan godt betale sig at sætte sig ind i, hvor den nærmeste 5G-telemast er placeret i dit nabolag, så du undgår at stille routeren bag flere tykke vægge. Men jeg er alligevel overrasket over, at jeg generelt målte ringere hastigheder, når jeg befandt mig på første sal end nede i stueplan. Der burde være færre forhindringer, når man kommer op i højden, men det var altså ikke tilfældet i min test. Når jeg stillede routeren på mit skrivebord, målte jeg hastigheden til omkring 20- 25 Mbit, men i vindueskarmen i samme rum steg den straks til 100 Mbit.

Kan være det bedste alternativ

Det er dog langtfra sikkert, at du kan opnå samme hastighed, hvor du bor. Jeg har testet udstyret i hovedstadsområdet og tæt på en mast, men bor du meget langt fra de større byer, kan hastigheden være på ganske få megabit i sekundet. Det kan du tjekke på teleselskabernes dækningskort. Der, hvor jeg bor, har jeg adgang til både kobber- og fiberforbindelser på op til 1.000 Mbit. Det har 5G endnu svært ved at konkurrere med. Men hvis du bor et sted, hvor det ellers er svært at få en fast internetforbindelse, kan jeg kun anbefale at prøve 5G-bredbånd. I modsætning til gamle kobberkabler er det en teknologi, der fortsat udvikles, og forbindelsen vil kun blive bedre. I min test oplevede jeg 5G-nettet som en fuldt kapabel løsning i forhold til at fungere som hjemmets primære netforbindelse.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.