Der findes mange mailtjenester, som åbnes og bruges direkte i en browser – fx Gmail og Hotmail. Tjenesterne, som også går under navnet webmails, fungerer ved, at du besøger mailudbyderens hjemmeside og logger ind. Det gør, at du uanset tid og sted altid kan tjekke indbakken fra en hvilken som helst pc, så længe den blot har internetforbindelse.

Mange af os har dog flere forskellige mailadresser, hvor en konto måske udelukkende er til spørgeskemaundersøgelser og konkurrencer, og en anden er til privat post. I visse tilfælde er mailadresserne endda fordelt over flere forskellige mailudbydere, eksempelvis både en Microsoft- og en Google-konto.

Det kan hurtigt blive forvirrende at holde styr på de mange mailadresser og indbakker – for hvilken mailadresse var det nu, der blev brugt til nyhedsbreve, og hvilken indeholder alle koderne til streamingtjenesterne? Det problem kommer du udenom ved at bruge Thunderbird, der er en mailklient til pc’en. Programmet sørger nemlig for, at alle dine mails er samlet ét sted, så du altid har overblikket over samtlige indbakker på tværs af alle mailtjenester.

Gratis og glimrende mailprogram

Med Thunderbird slipper du først og fremmest for at fare vild i mailudbydernes hjemmesider, hver gang der skal tjekkes e-mails. Programmet er derudover spækket med spændende funktioner og indstillinger, og det gælder ikke kun, når du skal læse mails.

I Thunderbird kan du nemlig også skrive og sende mails, selv om din browser ikke er åbnet. Programmet ligger klar til dig i Fordelszonen, men inden du går i gang, er det vigtigt at huske, at Thunderbird i sig selv ikke er en mailtjeneste. Du skal altså have mindst én mailadresse hos fx Google eller Microsoft, som du så tilføjer til Thunderbird for at kunne bruge programmet. Mailadressen tilføjes ved at angive dine loginoplysninger og vælge visse indstillinger til eller fra.

Det kan ved første øjekast virke kompliceret, men opsætningen er hurtigt overstået, og programmet forklarer præcist, hvilke oplysninger det skal bruge. På Thunderbirds hjemmeside ligger der også vejledninger til at indtaste serveroplysninger til flere mailtjenester, hvis det alligevel driller.

Tilføj flere mailadresser

Du er ikke begrænset til blot at tilføje to eller tre mailadresser til Thunderbird. Programmet kan nemlig rumme utrolig mange mailadresser. Udviklerne bag programmet skriver selv, at en bruger har haft succes med at få programmet til at virke med 150 mailkonti.

Du kan altså samle og organisere alle dine forskellige mailadresser ét sted på computeren. Når du tilføjer nye mailadresser, bliver indbakkerne som udgangspunkt organiseret i en oversigt til venstre i programvinduet, mens åbnede mails vises i en læserude i bunden. Det kan være lidt forvirrende, men heldigvis er det let at tilpasse mailklienten, så det bliver let at overskue både mails og Thunderbirds mange nyttige funktioner.

Læseruden kan fx rykkes ud til højre, og du kan også nemt selv tilpasse, hvordan mapperne bliver vist i oversigten til venstre.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.