Man kan ikke påstå, at Microsoft nogensinde har været nostalgiske, når det handler om de indbyggede programmer i Windows – og da slet ikke, når det gælder mailprogrammer. Måske husker du det populære Outlook Express, som firmaet valgte at lukke ned for, da det ellers var på toppen af sin popularitet? Senere, da mange af os havde fået flyttet alle mails til efterfølgeren Windows Live Mail, valgte man så at pensionere dette udmærkede program. Erstatningen har i mange år heddet først Windows Mail og nu Mail, men det er også snart slut.

Det nye Outlook tager over

Microsoft har meddelt, at programmet Mail i løbet af 2024 vil blive fjernet fra alverdens pc’er. En del pcejere har allerede nu fået et tilbud om at skifte til erstatningen. Afløseren for Windows’ indbyggede mailprogram hedder Outlook – eller “Det Nye Outlook”, som Microsoft også kalder det. Altså samme navn som både det store mailprogram i de gamle Office-pakker og som Microsofts mailtjeneste på nettet.

Det sidste er ingen tilfældighed, for det nye program Outlook er en såkaldt webapp, der viser indhold fra hjemmesiden outlook.com. Det betyder desværre også, at programmet slet ikke vil starte, hvis din internetforbindelse er nede – og dermed er det også slut med at skrive og læse mails, hvis du forlader hjemmet med pc’en uden at have en mobil internetforbindelse til den.

Nem adgang til andre tjenester

Med det nye Outlook får du direkte adgang til Microsofts andre onlinetjenester som OneDrive og kontorprogrammerne i Microsoft 365. Det er selvfølgelig smart af Microsoft, fordi de kan benytte lejligheden til at sælge nogle abonnementer, men det kan faktisk også være en fin nyskabelse for dig, hvis du i forvejen anvender andre af firmaets onlinetjenester.

Og selv om du er mere til Googles tjenester, kan du sagtens føje din Gmail-konto til Outlook-programmet i Windows.

Enkelt at komme i gang med

Hvis du indtil nu har brugt Mail som dit postprogram, vil Outlook selv foreslå, at du tilføjer samme e-mailadresse i det nye program, når du starter det første gang. Bruger du en anden Microsoft-konto til at logge på Windows, vil også denne konto blive foreslået.

Derudover kan du sagtens tilføje din mail fra de største mailudbydere som Gmail, Yahoo og iCloud, ligesom du også kan tilføje helt almindelige konti fra din internetudbyder.

Log ind for at få fuld adgang

Du skal være logget ind på Fordelszonen for at downloade programmer og vejledninger og få adgang til låst indhold.
Få adgang til ALT indhold i Fordelszonen med det samme for kun 29 kr.:
Alt indhold i Fordelszonen er udvalgt af Komputer for alles redaktion og kan frit downloades af bladets abonnenter. Vores eksperter har testet det 100 % fri for virus og andre sikkerhedstrusler med markedets førende sikkerhedsværktøjer, så du trygt kan bruge det på din pc.